Brød med mel fra Livø i FOOD by Coors kantiner

Snart vil en stor del af brødet i FOOD by Coors kantiner blive bagt af helt særlige økologiske, stenformalede melblandinger. Melet er høstet på Livø og er specielt sammensat til FOOD by Coor af Aurion, som er Danmarks førende økologiske mølleri.

Muligheden for at samarbejde med Aurion opstod, fordi vores samarbejde med Irma stoppede i forbindelse med at Irma lukker i Danmark.

- Vi har valgt samarbejdet med Aurion, fordi de passer godt til vores tilgang til kvalitet, bæredygtighed og ansvarlig produktion. Vi vil gerne støtte de unikke ildsjæle, som går en lidt længere vej for at dyrke jorden på naturens præmisser, fortæller Casper Overbye, som er ansvarlig for udvikling i FOOD by Coor.

Aurions produkter fra Livø er helt unikke. Omlægningen fra konventionel til økologisk landbrugsdrift på Livø begyndte i 1991 og der findes ingen andre steder i Danmark, hvor en hel ø har været økologisk i så lang en periode. Derudover er produkterne dyrket ud fra Zero Input-konceptet, som betyder, at der ikke importeres eller tilføres næringsstoffer fra fastlandet. Dyrkningen er i stedet afhængig af naturlige processer, såsom det symbiotiske forhold mellem planter og jordmikroorganismer, for at opnå sunde og produktive afgrøder.

Livø ligger midt i Limfjorden – næsten præcis lige mellem Nykøbing Mors, Løgstør, Fjerritslev og Thisted. Øen er et Danmark i miniformat, med alle naturtyper – skov, hede, eng og overdrev, et tilpasset økologisk og biodynamisk landbrug, samt en lille by og havn. I alt 320 hektar jord fordelt på 1/3 økologisk landbrug, 1/3 hede, strandenge og overdrevsarealer og 1/3 skov. Livø ejes af Miljøministeriet og drives af Naturstyrelsen.

Om Livø

Om Aurion