Coor vinder kantineleverance hos IBM

FOOD by Coor skal fra den 4. januar 2021 levere kantineløsning til IBM´s lokationer i Holte og Brøndby.

Når IBM´s medarbejdere efter nytår møder ind og spiser i kantinen igen, så er der lagt op til en kantineoplevelse med fokus på kvalitet, oplevelse og økologi i centrum.

Medarbejderne vil kunne spise måltider, hvor 60 til 90 procent af råvarerne er økologiske, og hvor FOOD by Coor via lokale leverandører og fokus på årstidernes råvarer sikrer en høj grad af bæredygtighed.

Og så handler madkonceptet også om at skabe oplevelser og inspiration hos medarbejderne, fortæller Søren Kanne, divisionsdirektør, FOOD by Coor:

  • Vi vil pirre medarbejdernes sanser med frisk fisk, økologisk gris og okse, og vind og skæve grøntsager, tilberedt på nye og spændende måder. Hos os går der aldrig hverdag i hverdagen, og vi er naturligvis stolte over at få lov til at være værter for IBM´s medarbejdere i kantinerne.