Lækre madopskrifter med forårets råvarer

Find inspiration i nogle af vores opskrifter med forårets råvarer nedenfor.

Grillede nye forårsløg med romesco og ramsløg 

Antal: 4 personer
Tilberedningstid: ca. 30 minutter

Det skal du bruge

Romesco sauce

  • 2 dl ekstrajomfru olivenolie
  • 2 tykke skiver brød, brækket i mindre stykker
  • 100 g smuttede mandler, finthakkede
  • 4 fed hvidløg, finthakkede
  • 8 stk modne tomater
  • 2 stk rød peberfrugt (grilles så skindet kan fjernes, derefter skal de grofthakkes)
  • 1 tsk sød- eller røget paprika
  • 2-3 spsk sherryvineddike eller rødvinseddike

Grillede forårsløg

  • 16 stk forårsløg
  • 4 spsk ekstra jomfru olivenolie
  • Lidt friskkværnet sort peber
  • 2-3 ramsløgsblade pr. person

Sådan gør du

Romesco sauce
Forvarm ovnen til 175°C. Varm olivenolien op på en pande, og sauter brød og mandler heri, til det er lysebrunt. Tilsæt hvidløget og sauter for yderligere 1-2 minutter. Hæld det op i en foodprocessor/hurtighakker og tilsæt de resterende ingredienser. Blend til en ensartet konsistens er opnået. Læg et stykke bagepapir på en bageplade og spred saucen ud herpå. Bages i den forvarmede ovn i 10-15 min, eller indtil kanterne begynder at karamellisere. Romesco saucen kan laves 1-2 dage i forvejen.

Grillede forårsløg
Forårsløgene pensles med olien og krydres med friskkværnet sort peber. Grilles let på begge sider på en varm grill. 

Anret de grillede forårsløg sammen med friske ramsløgsblade og fordel romesco saucen herpå. Velbekomme!

Bagte jordskokker med stenbiderrogn, artiskokcreme og dildolie

Antal: 4 personer
Tilberedningstid: ca. 60 minutter

Det skal du bruge

Bagte jordskokker 

  • 450 g jordskokker, vaskede og skåret i "både" á ca. 2 cm
  • 3 spsk koldpresset rapsolie
  • ½ fed hvidløg
  • Salt og friskkværnet sort peber

Artiskokcreme

  • 250 g artiskokker, vaskede og grofthakkede
  • 1 dl økologisk piskefløde
  • Saft af en halv citron

Dildolie

  • 1 dl ekstra jomfruolivenolie
  • 6 stilke dild

Sådan gør du

Bagte jordskokker
Forvarm ovnen til 200 grader. Bland jordskokkerne med olie, salt, peber og hvidløg i en stor skål, til det er godt blandet sammen. Fordel det på en bageplade med bagepapir og bag dem i den forvarmede ovn i ca. 15-18 minutter. De skal fortsat være al dente. 

Artiskokcreme
Bring en gryde med vand i kog. Tilsæt citronsaft og kog artiskokkerne heri til de er møre. Tages op og drænes, hvorefter de skal blendes i en foodprocessor med fløden. Smag til med salt, friskkværnet peber og en anelse koldpresset rapsolie.

Dildolie
Lun olie op i en lille kasserolle, til den er ca. 40-50*C varm. Tag kasserollen fra varmen og tilsæt dild. Lad det trække i ca. 20 minutter. Herefter blendes det og sigtesgennem en fin sigte. 

Beregn ca 100 g renset stenbiderogn pr. person. artiskokcremen anrettes på en tallerken. De ristede jordskokker lægges oven på cremen. Stenbiderrognen placeres ved jordskokkerne og til sidst fordeles ca. 1 tsk dildolie på tallerkenen. Velbekomme!

Ristet hjertesalat med mormordressing og Unika Havgus ost

Antal: 4 personer 
Tilberedningstid: ca. 30 minutter

Det skal du bruge

Mormordressing

  • ½ liter creme fraiche 38%
  • 60 g honning
  • 2 spsk citronsaft
  • salt og friskkværnet peber
  • Pisk alle ingredienser godt sammen.

Hjertesalat

  • 1 salathoved pr. person

Sådan gør du 

Blandt alle ingredienser til dressingen sammen og stil på køl. Skyl og rens hjertesalaten, men lad det forblive helt. Halver salathovedt på langs. Rist de halve salathoveder på en varm pande med en anelse olie. De skal ristes indtil de har taget farve og er begyndt at karamellisere. Lad dem køle en anelse af, til de har stuetemperatur.

Arranger de ristede, halverede hjertesalathoveder, og fordel dressing herpå. Drys med fintrevet Havgus ost (beregn ca. 100 g. ost til 4 personer). Velbekomme!