Lækre madopskrifter med vinterens råvarer

Find inspiration i nogle af vores opskrifter med vinterens råvarer nedenfor.

Græskarsuppe med ristet græskar, parmasan og sumakolie 

Antal: 4 personer 
Tilberedningstid: 60 minutter

Det skal du bruge

Suppen

  • 50 g parmasanost 
  • 1,5 spsk koldpresset olivenolie
  • 3 fede hvidløg 
  • 1,5 kg butternutsquash- el. hokkaidogræskar i tern 
  • 20 g smør 
  • 1 stk mellemstor porre
  • 2 stk mellemstore kartofler 
  • 1 liter kyllingefond 
  • 1 spsk creme fraiche 38% 

Sumakolie 

  • 4 spsk sumak 
  • 4 tsk ekstra olivenolie 
  • 1 tsk citronsaft 
  • 1/4 tsk salt 

Sådan gør du

Sumakolie (laves 60 min. inden servering)
Varm olien op til 28°C og tilsæt resten af indgredienserne. Lad det køle ved stuetemperatur i ca. 60 min. inden servering. 

Suppen 
Varm olien op i en gryde ved medium varme. Tilsæt butternutsquash eller hokkaido og rist til de er gyldne. Sænk varmen og tilsæt smør, hvidløg, porre, kartofler og kyllingefond til gryden, og lad det simre i ca. 30 min. til det er mørt. Tilsæt creme fraiche og blend det hele til en jævn konsistens.

Anret og top med friskrevet parmasanost og sumakolie. Velbekomme!

Braiseret oksekæber med sølvbeder

Antal: 4 personer
Tilberedningstid: 24 timer 

Det skal du bruge
Braiseret oksekæber

  • 4 stk oksekæber 
  • 2 hele grofthakkede løg 
  • 5 gulerødder - 4 hele, én skåret i stykker 
  • 1 helt overskåret hvidløg 
  • 3 kviste timian 
  • 1 liter porter (el. anden mørk øl)
  • Havsalt og friskkvernet peber 
  • 2 spsk olivenolie 
  • 150 g smør 
  • 750 ml oksefond
  • 5 stk stjerneanis 
  • 50 g sukker 

Sølvbeder

  • 8 hele mediumstore sølvbeder 
  • 1 spsk citronsaft 
  • 2 spsk olivenolie 

Sådan gør du

Braiseret oksekæber 
Oksekæber, løg, de 4 hele gulerødder, hvidløg og timian fyldes i en skål, hvorefter det hele overhældes med mørk øl. Lad kødet og grøntsagerne trække i marinaden minimum 12 timer i køleskabet, gerne natten over. 

Forvarm ovnen på 150°C (varmluft) og tag efterfølgende kødet op af marianden. Tør det let af, og stil marinaden med grøntsager og øl til side. Brun kæberne af på begge sider og tilsæt marianden igen. Lad retten simre til 95°C grader med låg på. Hæld derefter kødet og væksen over i et ovnfastfad og lad det hele stå i den forvarmede ovn i 4-5 timer.

Fyld gulerodsstykker, stjerneanis, 100 g smør, en knivspids salt samt sukker i en gryde med vand der dækker det hele. Varm ved svag varme i 20-30 min. indtil gulerødderne er møre. Tag derefter fadet ud af ovnen og si sovsen fra. Hæld sovsen i en ny gryde og kog det indtil det hele er reduceret til en tyk masse med kraftig smag. Tilsæt det restende smør, og smag til med salt og friskkværnet peber.

Sølvbeder
Vask, skræl og skær sølvbederne i grove tern, hvorefter de koges et par minutter i saltet vand. Tag sølvbederne op, tør dem og hæld olie samt citronsaft udover. 

Anret de braiserede oksekæber med sovs og sølvbeder. Velbekomme!

Bagte æbler med rosiner, kanel og Calvados creme fraiche

Antal: 4 personer
Tilberedningstid: 60 minutter

Det skal du bruge

  • 4 stk madæbler 
  • 80 g brun farin 
  • 60 g smør 
  • 80 g rosiner 
  • 30 ml Calvados 
  • 100 g Creme Fraiche 

Sådan gør du

Forvarm ovnen til 175°C. Udhul æblerne for kernerne, uden at skære dem over eller helt igennem. Fyld 2 spsk brun farin, rosiner og 1 spsk smør i hullerne. Stil æblerne på en bagbeklædt bageplade og drys dem med lidt kanel. Bag æblerne i 15 min indtil den brune farin er karamelliseret og æblerne er lækre og møre. Bland creme fraiche og calvados i en skål og anret æblerne med en skefuld calvadoscreme udover. Velbekomme!